Ferie i sommerhus ved Vesterhavet byder på masser af sjov og skøn natur for jeres firbenede ven. Tag hunden med på gåtur i en hundeskov nær jeres sommerhus. I Danmark findes der flere hundeskove, hvor I kan nyde den friske luft og hunden rigtig kan få lov til at boltre sig.

Hundeskov nær Henne Strand

Oksbøl Statsskovdistrikt har oprettet en særlig hundeskov på ca. 19 ha i Ål plantage. Her er det tilladt for hundene at løbe omkring uden at være i snor. En forudsætning er dog, at ejeren har fuld kontrol over hunden, så den ikke er til gene overfor andre hunde eller skovgæster. Hundeskoven er forsvarligt indhegnet, så hunde og hjortevildt kan holdes adskilte. I umiddelbar tilknytning til hundeskoven er indrettet parkeringsplads med borde, bænke og toilet. Hundeskoven har indkørsel fra Præstegårdsvej, Oksbøl. Der er også hundeskov i Lønne på ca. 3 ha med parkeringsplads og indgang fra Sdr. Klintvej.

Hundeskov Husby Klitplantage

Husby Klitplantage er en ca. 1.100 ha stor plantage, der grænser op til Spidsbjerg Strand. Plantagen udgøres af en blanding af løvskov, nåleskov, eng, mose og klithede. I skoven nord for Husby finder I en indhegnet hundeskov, hvor jeres hund kan få lov at løbe uden snor, dog skal hunden være under kontrol. I resten af Klitplantagen og på stranden skal hunden føres i snor, undtagen i perioden fra d. 1. oktober til 31. marts, hvor hunden må løbe frit under kontrol.
Se brochure over Husby Klitplantage her.